I det siste har både Jan Erik Vold og eg omtala vinterdikt. Her kjem eit vinterdikt til – då som naturhistorie på rim og rytme. Over finn de utdrag av langdiktet – med den lange tittelen: Den Norden-Fieldske Vinter, fornemmeligen saaledes, som den sædvanligen falder i Trondhiems Amt besønderlig, med nogle af de almindeligste Land=Gierninger, kortelig forfattet riim=viis (1764) av Marcus Frederik Bang (1711–1789).

Bang, som kom frå Sjælland, overtok bispesetet i Trondheim i 1773 etter den kjende Johan Ernst Gunnerus. Då han skreiv dette diktet, hadde han budd 25 år nordanfjells, og dansken hadde fått høve til å bli godt kjend med den sure, kalde vinteren.

Det synest i diktet – han skriv om byfrøkna, den «nipre Møe» «blaa af Kulde», men særleg om livet hjå bønder, som vi ser av utdraget, om «Landmanden», der også sjømannen i vinterstormar er omtala. «Frækk» tyder her djerv, dristig. Neste strofe er løgleg, det handlar om bokormen som sit innandørs, og minner oss om eit problem vi ikkje lenger har: levande ljos som einaste ljoskjelde. Kanskje viser diktaren her til seg sjølv? Eg avsluttar utdraget med siste strofe i diktet: Endeleg kjem sumaren, men han er stutt nordanfjells.

Diktet er utstyrt med mange fotnotar – og her får danemannen Bang høve til å vise fram den kultiverte bakgrunnen sin. Han refererer til historiske hendingar, om primstaven, jordbruk om vinteren og så bortetter. Eg har teke med ein av desse notane. Han nemner òg Hexaëmeron av Anders Arrebo – som eg har presentert i denne spalta. Bruken av apostrofe – tiltale med «du» – personifikasjon og strofeforma aleksandrin har han truleg frå denne føregjengaren i bispesetet i Trondheim.

I innleiinga presiserer han at det handlar om vinteren i «Trondhiems Amt». Skulle han skrive om vinteren i «Ost=Finnmarken», «da maatte Poëten vist nok skærpe sin Sang, og indklæde den i saadanne Ord, som uden Tvivl vilde skremme dem, der ere fødte og opvante under mildere Luft».

Ronny Spaans

Den Norden=Fieldske Vinter (utdrag)

December, fæle Tiid! Hvad Farve skal vi laane,

For at afmale ret dit Mulme-Mørk og Graane?

Du neppe under os tre Timers dunkel Dag,(11)

Ja Solen blues ved at skinne paa vort Tag.

Du fylder Luften op med Storme=Gnye og Brusen:

Den frække Baadsmand selv maae blegne for din Susen:

Dit Snee=Mørk volder, hand bland Skiær og Klipper maae

Omtumles paa sit Vrag, ja vel til Grunde gaae.

Urolig Tiid! du giør, at Landmand sidder rolig

Endnu, og ikke langt tør drage fra sin Bolig;

Thi Elven er ey tryg, og Lande-Vey er svag.

Med Smerte ønsker hand at see December bag.

Bog=fængslet Mand sig faaer vel tidt i Øyet gnie,

Det lys, hand tænder selv, er got, men volder Svie.

Men det ey bedre var, man denne Maaned sig

Samtalte med en Ven, end stiired idelig?

(...)

Velkommen blide Soel og Sommer, som vil glæde

Folk, Fæ og alt hvad før saa længe maatte græde!

Men ak! Hvor kort Besøg! Vi derfor haste maae

Med Sommer=Gierning, da du vil saa hastig gaae.

(11) Fra klokken halv Elleve til halv To, og i de korteste Dage, eller naar Sneen giør Luften tyk, maae man endda i de faa Timer sidde gandske nær Vinduet, saafremt man tilfulde skal see: Men hvor fælt dette end forekommer, saa maae det dog ikkun forstaaes om Trondhiems og Nordlands Amter, hvilke næstendeel herudi ere liige; thi længere Nord er paa denne Aarets Tiid ingen Dag, ligesom der høyest Sommer er ingen Nat, da Solen ey er under Horizonten.

Marcus Frederik Bang