Denne gongen tek vi også føre oss Anders Arrebos Hexaëmeron (skrive i 1630-åra). Den danske presten vier plass ikkje berre til fisk, men òg til fuglar: «Nu Musa, immer fort, vor dag tagr paa at helde,/ Sig mig hvad Fugle-art der yttris Noorden fielde./ I lange Norge-Land (...).»

Slik opnar Arrebo passasjen om norske fuglar i kapittelet «Første Uges femte dag». Her er atter interessa hans for nordnorsk fauna tydeleg. Og her skil Arrebo og Petter Dass lag, for skildringa av nordlandske fuglar hjå sistnemnde er stutt – ikkje eingong kjende fuglar som ørn og skarv er omtala.

Arrebo nemner i fleng: «Der boer den sorte Rafn, den Ørn i field hin høje»; «Der findis Tøder, Røy, Urhanen, Acheloen,/ Helioens tyri lyr der høris, Spoens spoen»; «Hafhesten findis der; af underlig Natuure;/ En liiden graa-klæd Fugl, med Næseborrer stoore». Etter litt grubling kjenner vi att nokre namn: røy (storfugl), orrhane, heilo og spove. Fugleljodar er sjeldan nemnde i så tidleg poesi, det er difor løgleg at Arrebo nemner «tyri lyr» frå heiloen.

To fuglar får lengre omtale, dei er attgjevne i denne spalta. Fyrst alka, så ein annan sjøfugl, truleg lomvi. Og her slår Arrebo atter til med ljodhermingar: «I tul, i tul, i tul, tul om, tul om, i tulle» – som sjøsamane seier når dei jaktar på alka. Ikkje akkurat uttrykk vi forventar å finne i 1600-talspoesi! Lomvien får gjennomgå i neste utdrag, fuglen framstår som ein komisk skapnad. Han har eit fælt målføre, for tunga er skoren av, og er klumsete på land, for han er «lemlesta» med «bakbundne» føter. Han minner òg om det Arrebo kallar «Magalonisk ænder» pingvinar, som vantar «Vinge».

Er desse observasjonane baserte på sjølvsyn? Som biskop i Nidaros gjorde Arrebo ei reise til Nord-Noreg, men som etnograf Ole Martin Solberg har påvist, er ein del av det nordnorske stoffet henta frå Erik Schønnebøls Beskriuelse om Lofoten, Vestraallen Annenes, Røst och Verrøen (1591). Skilnaden mellom dei har eg vist her: Arrebo gjer stoffet levande med poesi, humor og ablegøyer.

Ronny Spaans

Hexaëmeron (utdrag)

En kulsoort Strande-fugl, der under Landet falder,

Af u-kænd Aande-slag, de hannem Allik kalder,

Naar ham af Bylgen salt, Søø-finderne opjage,

De ham med saadan Ord fortrylde, drifv’ oc plage:

I tul, i tul, i tul, tul om, tul om, i tulle,

I hul, i hul, i hul, hul om, hul om, i hulle

Oc mens de raabe saa, hand runden om maa svirre,

Indtil hand gifvis op, maa efter Aanden girre,

Besviimed falder ned, oc Finden uden bue

Ham skyder med en Kæp: En konstig Jagt-formue.

(...)

End du bryst-spragled Lom snart liig’ en Aale-krage,

Skal vore Musæ dig ej med i dantzen tage?

Du skriiger, Lommer højt, ej bedre kandst du siunge,

Thi du est Lemme-lest, afskaaren er din Tunge;

Du been-bag-bunden est, om du paa Landet falder,

Du neppe kommer op, men faaer en stacked alder,

Thi giør du reden din, paa Tuen ud med Vande,

At du dig velte kand i Vand af Vand paa Lande.

To Æg, to Unger smaa, du fostrer under Vinge,

Thi er din Skare svag, din Afkom meget ringe.

End est du tvert imod, de Magalonisk ænder

(Pingvine kaldis de oc griibis let med Hænder)

Thi, naar dig bryster Food, da løbe de, ja springe:

Men naar du fløjer højt, da mangler dennem Vinge.

Anders Arrebo

Ordforklåringar: efter Aanden girre = i ein margnote blir uttrykket forklåra slik: «Norske Phrase for udmattis eller trættis», Aale-krage = skarv; Lommer højt = høgt som ein lom; Lemme-lest = lemlesta; Magalonisk ænder = pingvinar; bryster = har ein brist på, manglar