Dag og Tid nr. 49, 4. desember 1997
Henrik Nordbrandt:
Problem: å vera der ein er
Gjennom sin kamp med verda og orda legg han etter seg det eine vakre diktet etter det andre, og hans problem vert omskapt til ei form for velsigning for oss lesarar, skriv Helge Torvund om dikta og dagane til poeten Henrik Nordbrandt.
Den danske poeten Henrik Nordbrandt har sidan debuten i 1966 publisert 23 diktsamlingar. Den siste "Ormene ved himlens port" kom i 1995. Han har publisert fleire barnebøker, ein roman og til og med den tyrkiske kokeboka "Damelår og andre specialiteter" . Han har vore innstilt til Nordisk Råds litteraturpris, og elles motteke fleire prisar i Danmark og også Dionysis-prisen i Tyrkia. Han har studert tyrkisk språk og har hatt mange og lange opphald i Tyrkia. Nå har han skrive dagbok frå Tyrkia og Danmark.
* * *
"Jeg vågnede ved, at der stod to hjorte i mit soveværelse og talte sammen. De stod på bagbenene. Den ene havde krydset sine forben over brystet, den anden lænede sig til sengens hovedgærde.
De talte dansk, den ene med klar århusiansk accent. Dette fandt jeg af en eller anden årsag umådeligt morsomt. En hjort, der snakker århusiansk!
'I begyndelsen var dumheden og dumheden var ordet', sagde den ene.
'Nej, sådan er det ikke,' sagde den anden. 'I begyndelsen var ordet, og ordet var dumheden'."
Denne Gary Larson-aktige draumen drøymer den danske diktaren Henrik Nordbrandt på den nest siste dagen i den dagboka han nyleg har publisert under tittelen "Ruzname" . Ruzname er persisk for dagbok, og denne boka handlar om korleis det var å vera Henrik Nordbrandt mellom 4. mars 1995 og 4. mars 1996. Boka er på 275 sider illustrert med små surrealistiske penneteikningar av Lars Nørgaard. Morosame draumar er her mengder av, og noko av spenninga med å lesa, er at desse ofte tek til som eit dagboknotat frå det vakne livet, og utviklar seg etter kvart i så absurde former at me skjønar at det er ein draum.
"Jeg stod i et auditorium og skulle til at holde forelæsning. Emnet var: Udviklingen i tyrkisk slang fra 1989 til 1994, specielt med henblik på kvinder født i Istanbul mellem 1955 og 1965." Draumen ender med at han blir avretta, ikkje på grunn av at han har fornærma Karen Blixen så grovt, men fordi han bare er ein halvstudert røvar som føreles utan å ha teke nokon eksamen!
Blanda med desse personlege og utleverande skildringane av draumar og tannlækjarvitjingar, erindringar og tankar skriv han svært mykje om landet der han bur, Tyrkia og tyrkisk politikk. Så er her sjølvsagt og heldigvis ein del tankar omkring skriving, som jo trass alt er det poeten har best greie på.
Sjølv om desse 270 sidene ikkje kan gje ein poesilesar opplevingar som kjem i nærleiken av det diktaren Nordbrandt kan gje oss i ei diktsamling, gjev det eit utvida perspektiv på diktaren sitt liv.
Melankoli
Dagboka "Ruzname" understrekar og utdjupar eitt av dei vanlegaste tema i dikta, nemleg reisene. Henrik Nordbrandt sitt store problem er å trivast der han er. Det kan vera ille i Tyrkia. Han kan ta båten over til Hellas bare for å kunna sitja og sjå på landsbyen der han bur og lengta tilbake. Likevel er det ingenting som er så fælt som å koma attende til der han bur.
"Hvorfor er det så trist at komme hjem? Og står tristhedens intensitet i forhold til den tid, man har boet der? Tænk at skulle vende tilbage til et hus eller en leilighed, hvor man har boet i 20 år! Det ville jeg ikke turde. .. På de tre timer der er gået, siden jeg trådte ind ad døren, har min egen skygge fået mig til at fare sammen mindst 8 gange."
I diktform har Nordbrandt òg gjeve glimrande døme på denne stemninga, som her i diktet "Hjemvendt" frå "Ormene ved himlens port" :
Melankolien efter sol: Den sære
stilhed i et hus, hvis indvånere
vi undrer os over at være
hjemvendt sent en søndag: vi lånere
af rum, af disse støvede spejle
som skumringen nu får til at gløde
ved blot, at vi var ude at sejle
mens maden kogte, og nogen døde.
...
Og for han som har flytta og reist heile livet, har dette med reising og heimehus vorte eit tema som tankane heile tida krinsar om:
"Jeg har i den grad vænnet mig til altid at lede efter et sted, hvor jeg kunne holde ud at leve, at det først nu går op for mig, at det sted nu er stedet, hvor jeg kan holde ud at dø. Måske har det hele tiden været det. Her er det i hvert fald ikke."
Bastante notat
Å publisere dagbøker opnar for eit problematisk og spennande dobbeltspel. Han skriv om kor vanskeleg det er å vera ærleg i ei dagbok. Han skriv for seg sjølv, men når ein vender seg til seg sjølv med ein tekst, må denne mottakaren på ein måte verta ein fiktiv person. Han konkluderer med at dagbokgenren "sikkert må være den mest forløjede af alle litterære genrer, endnu værre end teatret, som jeg nærer et indædt had til." Og på ein annan stad lander han på følgjande standpunkt: "Til syvende og sidst er poesien måske alligevel den ærligste form for litteratur, der findes."
Henrik Nordbrandt kan i dagboka uttrykka dei mest bastante bodskapane til omverda, med den enkle grunngjevinga at dei bare er tenkte som dagboksnotat og ikkje skal oppfattast som bodskapar til andre enn han sjølv. Men i bokform har dei sjølvsagt ein retning ut, til lesaren, og dette kan nok vera ein pirrande situasjon for Nordbrandt, som kan skriva: "Fodbold er voldens institutionaliserede ansigt, ligesom religion er dumhedens."
Eller "I nat drømte jeg om et slagteri, hvor man specialiserde sig i at slagte fodballspillere og præster og lave pølser af dem...fodboldspillere og præster har ødelagt mit liv, og gør det stadigt. Pølserne blev pakket ind i staniol, fem ad gangen. Produktet hed såmænd bare 'Henrik'." Og vidare: "Hvis man kunne ordne det sådan, at alle de der støttede det fodboldhold som vandt, kom i Paradis, ville alle de andre religioner hurtigt forsvinde af sig selv. Og synagoger, kirker, moskeer og templer af enhver slags ville kunne bruges til fornuftigere formål. De der støttede det tabende fodbolshold, skulle naturligvis i Helvede."
Han legg heller ikkje band på seg når det gjeld å rakka ned på alle dei land som det er så forferdeleg å vera i. Den 17. mai skriv han på sin bærbare PC: "Norges nationaldag, hvis jeg ikke tager fejl. Det må være et af de forfærdeligste steder i verden, jeg nogensinde har været. Hvad natur angår, naturligvis. Det var juli, og alligevel var der koldt hele tiden. Vi boede i en såkaldt 'hytte'. Den lå ud til en sø, der kun kunne inspirere én til at begå selvmord. Det er klart, at hvis man er et følsomt menneske og alligevel overlever et sådant sted, så bliver man som Munch eller Hamsun... Jeg ved ikke, hvad der er værst ved Norden: Lyset eller mørket. Det er måske det, at de to ting dér ikke synes at være kontraster, men to sider av samme sag. En meget, meget grim sag."
Og den som trur at Danmark skulle koma noko heldigare ut, må tru om igjen. "Jeg har ofte betragtet København som verdens røvhul. Men i så fall må Malmø være alles lortes lort, essensen av lort." Når eg les slike notat, kjem eg på følgjande dikt, som på ein langt vakrare måte formidlar Nordbrandts posisjon:
Således ligner verden og jeg hinanden:
Vi er begge lige hensynsløse.
Men jeg ændrer ikke verden, den ændrer mig
hvert sekund.
Jeg elsker ikke verden og den elsker ikke mig.
Men verden er bedre til ikke at elske
end jeg er.
Når jeg dør, bliver jeg en del af verden
men indtil da stritter jeg imod:
Som en torn lever jeg i denne verden
der bløder og græder uden ophør.
For rosens skygge over den solbeskinnede mur
gav jeg gerne mit liv, og hvem i verden ved
om det ikke er det jeg gør.
(Frå 84 digte, 1984)
Frå vemod til vakre dikt
Det er ein kontrast mellom dei vakre dikta han skriv, og det deprimerande og nevrotiske livet han lever. Det er ein stor kontrast mellom den til tider arrogante stilen i dagbøkene, "enten vil jeg have lov at ryge, eller også må de andre vaske deres fødder!" , og den audmjuke nervøsitet kring det han sjølv har laga: "Jeg er ved at gå til af nervøsitet. Kl 15.30 skal jeg have møde med Johannes Riis om mit nye manuskript. Aldrig før har jeg været så usikker. I aften giver forlaget middag for mig. Det ville de vel ikke have gjort, hvis manuskriptet havde været totalt talentløst. Jeg ved ikke, om Stevens-citatet 'Ormene ved himlens port' er en god titel. Måske skulle jeg bare brænde hele lortet."
Me ser korleis det i det deprimerte nullpunkt, kan vera ein stad der poeten kjem ned på eit nivå der betydning, meining må skapast av han sjølv. "Alt er grimt. Det er intet, intet i hele landskabet, der kan opmuntre én. Frugtrærne står i blomst, men deres farver skinner ikke igennem. Selv mimoserne er grå. Det er værre end forestillingen om en gymnastiksal. Den kan man i det mindste gå ud af. Her er det intet ud eller ind. Hjernen er et viskelæder."
Nokre dagar før heiter det "Jeg ved intet, jeg kan intet, jeg er intet, jeg gider intet og jeg har ingen steder at være." Men kjensla av å ikkje koma i kontakt med omverda, også dette kan han skapa vakre dikt av:
Det er netop denne næstenhed der er så virkelig:
Selve havet ligger næsten kun et hav fra havet
og stenen, kun et stenkast fra den søndag
hvor vi drev ned ad floden i en rådden pram.
...
Det er denne næstenhed, der er det virkelige
sted, hvor lyset fejler, når det stråler klarest:
Som at forlade, når man ved, man næsten var dér
Det er netop denne næstenhed, der bliver.
(Frå Ormene ved himlens port, 1995)
Henrik Nordbrandt reiser over jordas overflate, frå stad til stad. Men det som er innlysande gjennom dikta og skrivinga hans, er jo at det er gjennom å trengja gjennom dette forhenget av "næstenhed" at han kan koma fram. I poesien hans vert det tydeleg at han sirklar kring den opninga til livet som ligg i det å vera der han er. Som han sjølv har formulert det i eit dikt: "Som om nogen ville ud/men ikke kan komme ind." Gjennom sin kamp med verda og orda legg han etter seg det eine vakre diktet etter det andre, og hans problem vert omskapt til ei form for velsigning for oss lesarar. Velkjende fenomen i kunstens verd.
Etter å ha mista ei nær venninne, ei oppleving som pregar det meste av den siste diktsamlinga, kan Nordbrandt til dømes koma ut med følgjande sterke dikt:
På alle mure faldt aftensolen
På en eneste hvid mur
På tunge, rustne hængsler
der engang havde været grønne
stod døren åben
ind til mørket.
"Hej" råbte jeg, så det gjenlød
i hele dalen
og en krage fløj skrigende op.
Det var ingen andre end dig
der ikke svarede
i hele verden.
Helge Torvund
|
